



MURBIER
Murbier må betragtes som skadedyr, når de ødelægger fugerne i murværk, men de er ikke potentielle smittebærere for os.
Murbier kan graver deres gange i svag kalkmørtel, og de angriber gerne solvendte, lune murflader.
Murbierne graver udelukkende deres gange i mørtlen og går ikke ind i større huller eller i hulmure. I langt de fleste tilfælde er den reelle skade ikke alvorlig, men blot tilstedeværelsen af murbier kan skabe problemer mellem køber og sælger eller mellem husejer og forsikringsselskab.
I forsikringsmæssig henseende må bekæmpelse af beskedne angreb betragtes som almindelig vedligeholdelse. Foretages der ikke forebyggende vedligeholdelse eller bekæmpelse, kan murbiangreb i værste fald foranledige nedfald af bygningsdele, eksempelvis er skorstenspiber særligt udsatte. Ligeledes kan angrebet smitte nabohuse.
BEKÆMPELSEUden for biernes flyvetid kan bierne bekæmpes ved at udkradse den løse mørtel, eventuelle murbiceller, larver m.v., hvorefter der fuges med en stærk, cementholdig mørtel.
Hvis der derimod er livlig aktivitet af bier (flyvetid juni-august), bør der foretages skadedyrsbekæmpelse, før reparationsarbejdet iværksættes. De angrebne muroverflader spøjtes med et bekæmpelsesmidler, som bierne får på sig, når de sætter sig.
Hvis reparationsarbejdet ikke ønskes iværksat, men bierne ønskes bekæmpet, vil det mest hensigtsmæssige tidspunkt for en sprøjtebehandling være, når de første bier kommer frem i juni måned.
Man kan dog ikke forvente, at sprøjtebehandlingen også virker forebyggende de kommende år, for den svage mørtel vil stadigvæk være lige indbydende overfor murbier fra andre huse i nærheden.
|